Forretningsbetingelser for a4 Advokatfirma. Gældende fra 1. januar 2009.
Medmindre andet er aftalt gælder disse forretningsbetingelser for alle opgaver, som udføres af a4 Advokatfirma, idet der navnlig skal henvises til, at nærværende forretningsbetingelser indeholder ansvarsbegrænsninger.
a4 Advokatfirmas honorar afregnes som udgangspunkt efter forbrugt tid. I afregningen tages også højde for opgavens karakter, det med sagen forbundne ansvar, sagens kompleksitet og det opnåede resultat. a4 Advokatfirma fremsender i det omfang det skønnes hensigtsmæssigt månedlige afregninger.
Betalingsbetingelserne er netto kontant på fakturadatoen. Ved forsinket betaling vil der blive beregnet renter i overensstemmelse med renteloven. Det fakturerede honorar tillægges moms efter gældende regler.
Der vil som regel blive krævet forudbetaling af udlæg og omkostninger, ligesom der kan kræves forudbetaling af honorar. Forudbetalte beløb indsættes på klientkonto og behandles som klientmidler.
Klientmidler Alle klientmidler forvaltes efter Advokatsamfundets regler og bliver indsat på klientkonti i anerkendte pengeinstitutter. Tilskrevne renter tilfalder klienten i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler.
Fortrolighed Alle oplysninger, som meddeles a4 Advokatfirma af kunder, eller som modtages om klienter eller andre i forbindelse med arbejdet for klienter, behandles fortroligt.
Ansvar a4 Advokatfirma er ansvarlig for bistand over for klienter i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler. a4 Advokatfirmas ansvar er dog for hver enkelt opgave og i ethvert tilfælde af såvel simpel som grov uagtsomhed fra a4 Advokatfirmas side beløbsmæssigt begrænset til det beløb, som dækkes af a4 Advokatfirmas advokatansvarsforsikring. Den aktuelle dækningssum kan oplyses ved forespørgsel. a4 Advokatfirma kan ikke gøres ansvarlig for indirekte tab eller driftstab, herunder tab af data, mistet fortjeneste, goodwill, image mv. a4 Advokatfirma er ansvarsforsikret i et anerkendt forsikringsselskab.
Arkivering Alle sagsakter opbevares på arkiv i fem år regnet fra sagens afslutning. I det omfang det er muligt i henhold til gældende lovgivning vil alle sagsakter blive arkiveret elektronisk på DVD, CD-Rom, harddisk eller lign. Originale dokumenter tilbageleveres senest i forbindelse med sagens afslutning.
Ophavsret a4 Advokatfirmas klienter får de nødvendige rettigheder til det konkrete skriftlige materiale, som produceres i en sag, men a4 Advokatfirma har og beholder de egentlige ophavs- og andre immaterielle rettigheder.
Afslutning af sag a4 Advokatfirma fortsætter arbejdet med en sag indtil den kan betragtes som afsluttet, medmindre klienten inden da har bedt om at arbejdet indstilles, betalingsfristen i en faktura er overskredet og klienten har modtaget besked om, at arbejdet indstilles hvis der ikke sker betaling inden en given frist, der indtræder insolvens hos kunden, eller hvis klientens interesse i øvrigt skønnes bedst tjent med, at arbejdet indstilles.
a4 Advokatfirma a4 Advokatfirma er et interessentskab af advokater og advokat-anpartsselskaber. CVR nr. 27475388.
Lovvalg og værneting a4 Advokatfirmas ydelser er i enhver henseende underlagt dansk ret, og eventuelle tvister kan alene indbringes for de danske domstole.
|